Code of conduct
Parkour er for alle
-Det samme er vores fællesskab!
Copenhagen Parkour og vores parkourhal Hal21 samler mange forskellige parkourudøvere fra alle dele af landet. Når der er mange nye mennesker mødes, kan der opstå tvivl omkring hvilke former for adfærd der er acceptabel, og hvad der ikke er. For at skabe en fælles forståelse har vi lavet denne “Code of Conduct”.
Dokumentet her er en guide til respektfuld opførsel til vores træninger og vores events. Nogle af pointerne er meget generelle, imens andre er mere specifikke. Som deltager til vores træninger eller events forventer vi at du overholde disse guidelines. Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål eller der er noget du skal have afklaret.
Sig fra: Nogle gange tolker vi andres handlinger og signaler forkert, og kommer derved til at gøre andre utrygge ved en fejl. Så hvis nogen gør dig utryg eller får dig til at føle dig utilpas, så vent ikke med at sige fra.
Respekter folk når de siger fra: Hvis nogen beder dig om at stoppe eller ændre din adfærd, så er det din pligt at respekterer deres ønske. Nej betyder nej, og det er ikke til diskussion.
Forvent det bedste: I realiteten, så er de fleste overtrædelser af andres grænser en fejl og en misforståelse. Husk på det når du håndtere konflikter, også selvom det kan være svært. Hvis overtrædelsen af dine grænser ikke er en fejl, eller fortsætter efter at du har sagt fra, så hiv fat i os med det samme.
Ja betyder ja: Det er fedt at passe på hinanden, som f.eks. når vi spotter hinanden i et hop. Men det er god stil lige at spørge folk om de ønsker at blive spottet og hvordan, inden du gør det.
Udover de her fire retningslinjer, er der nogle specifikke former for opførsel som vi ikke accepterer til vores træninger og vores events.
Racisme, sexisme og homofobi: Både mænd, kvinder, transkønnede og non-binære personer er velkomne til at deltage i vores træninger og events. Nogle deltagere har en anden kulturel eller etnisk baggrund end dig. Nogle mænd er tiltrukket af mænd, nogle kvinder er tiltrukket af kvinder og andre er til begge, til ingenting eller til noget helt andet som kun de kender til. Nogle deltagere har ikke en binær kønsidentitet, andre har. Det er altsammen helt fint og skal aldrig skabe grundlag for latterliggørelse eller hån, hverken indenfor eller udenfor deres hørevidde.