Projekter

Et historisk blik

I 2023 har vi taget initiativ til en nye gadekultur festival på Nørrebro “Impact23”. Festivalen bliver afviklet 8.-10. september 2023 og vil primært foregå på KTK-grunden.

I 2022 støttede Den Nationale Platform for Gadeidræt os med økonomiske midler til at renovere og udvide HOP. Som sædvanlig blev alt foretaget gør-det-selv (DIY) af vores fællesskab. Vi lavede interviews med forskellige aktører i parkourmiljøet i forbindelse med designfasen. En kritik af stedet har været at det var bygget til store kroppe og dygtige udøvere. Derfor har vi i det nye design i højere grad fokuseret på at designe en træningsfacilitet som er brugbart af både børn og voksne i alle størrelser.

I februar 2014 flyttede vi fra Hal21 på KTK-grunden til nye lokaler hos Ressourcecenter Ydre Nørrebro (RCYN) et stenkast væk, på Tagensvej 85D, 2200 Kbh N. Ved at flytte ind hos RCYN mistede vi noget selvstændighed, men vi fik til gengæld toiletter, vand, varme og slap for frustrationerne over rigide regler og et besværligt samarbejde med Københavns Kommunes Ejendomme. Men vigtigst af alt så fik vi mere sikkerhed om fremtiden. Hal21 på KTK-grunden var et midlertidigt lejemål og vi vidste ikke hvor længe vi kunne få lov at blive. Så selvom vi elskede vores selvstændighed og vores smukke hal, så besluttede vi at flytte. Set i bagspejlet var det det helt rigtige at gøre, da bygningen vores gamle hal lå i, står til nedrivning i 2023.

På trods af at vi har skiftet lokation og postnummer, valgte vi at holde fast i navnet Hal21 da det nu var blevet et kendt navn i parkourmiljøet. Siden vi flyttede ind hos RCYN i 2014 har vi løbende opbygget og ombygget hallen. Alt er gjort gør det selv (DIY) af vores fællesskab. Vi har på nuværende tidspunkt tre gratis og åbne træninger om ugen, og derudover bliver hallen brugt til børneundervisning på tre forskellige hold.

I forbindelse med Haraldsgadekvarterets Områdeløft der løb fra 2007-2013 fik vi bevilliget midler til at lave en udendørs parkourfacilitet på KTK-grunden foran vores hal. Alle penge blev brugt på materialer, og igen lagde fællesskabet et svimlende antal frivillige timer i etableringen. Faciliteten døbte vi “HOP”, hvilket står for Haraldsgades Our Park, med den indbyggede joke at bytter man om på our og park danner det “parkour”. HOP stod klar til indvielse i 2012. HOP er til dato Danmarks eneste udendørs parkourfacilitet med overdække. Det betyder at det er det eneste sted med offentlig adgang, hvor man som udøver kan søge hen når vejret er dårligt. HOP er igennem tiden blevet brugt til så forskellige ting som legeplads, agilitybane for hunde, cykelstativ, poledance, rebklatring, calesthenics (styrketræning), fotoshoots, graffiti, ophold og parkour.

HOP blev renoveret og udvidet i 2022, og står til nedrivning i 2023.

I januar 2010 fik vi mulighed for at leje en gammel trælast hal beliggende på KTK-grunden på Ydre Nørrebro. Hallen lå på det gamle Kommune Teknik København område. Da vi rykkede ind i hallen stod der en 15 fods container inde i hallen med et kæmpe udsugningsanlæg belagt med flere lag gips. I løbet af et års tid brugte vi utallige frivillige timer på at få istandsat hallen så den var mulig at benytte til parkourtræning. I en overgangsperiode på ca. 1 år fortsatte vi med vores faste torsdagstræning i Radiatorfabrikken imens vi gik og renoverede den nye hal og startede op i hallen. Derfor blev vores gathering Vinter Session også afviklet i Radiatorfabrikken i 2011.

I juni 2011 havde vi vores officielle åbning af hallen. Vi døbte hallen for Hal21, hvor at “21” kom fra postnummeret 2100 Kbh Ø. For selvom at området høre til Ydre Nørrebro, så er postnummeret på adressen 2100. Hallen var base for vores ugentlige gratis og åbne træninger, samt undervisning igennem ungdomsskolen og KU’s studenteridræt. Hallen blev støttet af Københavns Kommune igennem driftstilskud og aktivitetstilskud. Uden tilskuddene havde hallen ikke kunne lade sig gøre. Copenhagen Parkour stod selv for istandsættelse og udbedringer af skader som København Kommune havde forvoldt på lejemålet inden vi flyttede ind. På trods af stor støtte som Kultur og Fritid, oplevede vi gentagende gange store frustrationer over rigide regler manglede forståelse fra Københavns Ejendomme der var vores udlejer. Der blev lagt rigtig mange timer, ikke kun i renovering og opbygning af hallen, men også i møder, kontrakter, ansøgninger med videre.

Både i 2008 og 2009 lavede vi forskellige workshops og events, men det gik for alvor stærkt i 2010.

I januar afviklede vi vores første parkour gathering kaldet Vinter Session. Vi havde 44 deltagere fra hele Danmark der boede og trænede sammen i Radiatorfabrikken en hel weekend. Video fra eventet kan ses >>her<<

I løbet af 2010 deltog vi som aktivitetsudbyder til Nørrebro Festival, Herlev Street Festival, Kulturhavn 2010, Vesterbro Lokalstival og Copenhagen Street Festival.


26. november 2009 afholdt vi den stiftende generalforsamling for Copenhagen Parkour som frivillig forening. Indtil da havde vi fungeret som selvorganiseret træningsfællesskab. Der var ikke noget der ændrede sig i forhold til vores tilgang til parkour eller vores tilgang. Motivationen til at danne en forening handlede om at få flere muligheder for samarbejder og tilskud. Vi beholdte vores officielle status som forening indtil 2020. Vi havde på daværende tidspunkt ikke behov for at søge tilskud og derfor så vi mulighed for at slippe for bureaukratiet, men beholde vores flade struktur med mulighed for medbestemmelse og indflydelse fra alle brugere.

September 2008 startede vi et samarbejde med Radiatorfabrikken som var et unge kulturtilbud i Herlev. Billedet her er fra Radiatorfabrikken i 2010. Vi fik en lille smule økonomi til at indkøbe europaller og plader til at bygge nogle kasser så vi havde noget at hoppe på. Vi afviklede gratis åben træning i Radiatorfabrikken hver torsdag kl. 19-22. Radiatorfabrikken var det første sted i København hvor man kunne komme ind og træne på hårde redskaber. Det gav os en base for træning, workshops og events. Fabrikken havde en målgruppe der var unge i alderen 15-25 år, så det var vores primære fokus, med dispensationsmuligheder for personer der var yngre eller ældre. Radiatorfabrikken dannede rammer om vores gathering i 2010 og 2011.

Vores samarbejde med Radiatorfabrikken cementerede vores værdier:

  • Parkour er for alle. Derfor er vores træninger gratis.
  • I vores fællesskab gør vi det selv (DIY) og vi arbejder frivilligt.
  • Parkour høre til på hårde overflader og hårdt gulv.

Fortællingen om Copenhagen Parkour starter tilbage i marts 2008. Ilja drømte om at tage på parkour “pilgrimsrejse” til den franske forstadsby Lisses, hvor parkour var blevet udviklet. Så han lavede en åben invitation på det nu nedlagte webforum le-parkour.dk, og spurgte om der var nogen der ville med. I sidste ende blev det Anders Storm, Christian Vestergaard, Ilja Olsen og Sakse Dalum der kunne få det til at passe. Vi kendte hinanden lidt på kryds og tværs igennem det selvorganiserede københavnske parkourmiljø.

Vi kendte ikke hinanden særlig godt, udover Vester og Storm der var venner, men i løbet af vores rejse fik vi knyttet nogle gode venskaber og lærte hinanden at kende. På turen mødte vi flere af grundlæggerne fra Yamakasi, som vi trænede med og blev inspireret af. En aften tilbage på hotelværelset snakkede vi om at vi alle brændte for at forbedre vilkårene for parkour i Danmark. Vi ønskede at formidle “rigtig” parkour og forbedre træningsfaciliteterne i København. Derfor besluttede vi at skabe fællesskabet Copenhagen Parkour, baseret på vores venskab.

Vi havde allerede inden turen gik afsted til Frankrig taget navnet Copenhagen Parkour og lavet et logo. Det var mest for at det var tydeligt for andre udøvere i Frankring at vi kom fra Danmark. Da vi valgte at skabe et parkourfællesskab var det derfor helt naturligt at fortsætte med navnet og logoet.

Vi havde alle 2-5 års erfaring med parkour, Storm havde tidligere været med til at oprette Danmarks første parkourforening Copenhagen Traceurs og vi havde alle erfaring med at arrangerer jams, hvor man mødtes og lærte fra sig og trænede sammen. Efter vores pilgrimsrejse begyndte vi i løbet af sommeren 2008 at afvikle de første events og undervisninger i København i navnet Copenhagen Parkour.